Posted

Sparta ungdom er vel ankommet til Skive efter ca. 5 timer i bus.

Lørdag morgen kl. 10.00 lyder startskuddet til de første øvelser, og vi er klar. Dog forventer vi ikke helt så mange medaljer, som vi plejer, da vi har 9 atleter afsted på studietur og en del er faldet fra de sidste par dage pga sygdom og skader.

Lørdag starter med hæk for alle aldersklasser. Nedenfor følger vores medaljekandidater i alle lørdagens øvelser.

200 m:

P15 og D15: Olivia Tuokila er seedet nr. 2 og får derfor bane 3, der jo er den bedste bane i Skive. Emil Frænde er også seedet nr. 2 og her er der langt op til nr. 1.

P17: Både Anne Sofie Kirkegaard og Emma Beiter Bomme har forbedret den danske 17 års rekord i år, så det kan blive et spændende opgør mellem de 2.

800 m:

P15 og D15: Olivia Thorsgaard ligger til sølv og Cecilie Boesdal til bronze. William Devantier er helt ny og ikke erfaren og er seedet nr. 3, men har vi endnu set, hvor hurtigt han kan løbe?

P17 og D17: Maria H B Andersen er seedet nr. 2 og Anne Sofie Kirkegaard har trukket sig fra 800 m.  Louis S Henriksen er seedet som nr. 3, men tæt forfulgt at nr. 4 og 5.

P19: Ikke mange piger til start, så August Korsgaard er sikker på medalje.

3000 m:

P15: Anna Mark Helwigh er udendørs mester, og er seedet nr. 2 her med Matilde Willer på en seedet 3. Plads.

P17 og D17: Clara Kall er også seedet nr. 2. Andreas Lindgreen satte DUR til senior DM og løb sig til en bronze fra B-finalen helt alene. Han går efter en guld og en ny dansk rekord.

P19 og D19: Josephine Thestrup har ikke haft den bedste vintersæson, men bør vinde sølv. Emil Holm er også seedet nr. 2 og kan overraske.

D22: Mads Skaaning er seedet til en guld.

60 m hæk:

P15 og D15: Hos pigerne er Ida Beiter Bomme seedet nr. 2 og Laura Nørrung Poulsen nr. 3 efter hendes fine PR til Kronborg Games. Mads Lund og Emil Frænde ligger til dobbelt sejr hos D15.

P17 og D17: Maria Selck har i år løbet stærkt og er guldfavorit, men har dog døjet med en fodskade. Hos drengene er Sofus Clausen seedet nr. 3 men kun få hundrede dele efter nr. 1, så man skal ikke afskrive ham fra guldet.

P22: Marie Vermund er dansk seniormester og bør også vinde denne klasse, men en uges sygdom op til DMU kan have sat sine spor.

Stang:

D15: Frederik Thede ligger til en sølv.

D17: Det samme gør Aske Petersen, der i sidste weekend brød de 4 m for første gang, så måske han kan overraske og hente guldet.

Trespring:

P15: Sara Vardar kan være med og kæmpe om guldet, men er seedet nr. 2.

D15: Lucas Bunch ligger også til sølv, men nr. 2-5 ligger inden for 12 cm.

D22: Massin Ait Bouziad har ikke rigtig ramt det lange spring i trespring i år – måske det kommer i morgen. Medalje bør det blive til.

Højde:

P15: Laura Nørrung Poulsen har sprunget meget stabilt i år og forbedret sin PR og bør vinde guld.

P17: Desværre afbud fra Rikke Andersen, der vandt sølv til senior DM og desværre skadet sit knæ til det mesterskab.

Kugle:

P17: Karoline Mangor er efter 2 år med skader tilbage i kugle og ligger til en bronze, men man skal ikke afskrive Emilie R Hansen, der stødte årsbedste i sidste weekend.