Posted

På vej hjem i bussen fra DMU i Skive er det tid til at se tilbage på endnu et utrolig flot DMU, hvor Sparta igen var dominerende og skovlede hjem af medaljer. Jovist var der også et par kiksere undervejs, kampen om medaljer, der burde være vundet, men hvis man ikke tør at satse, så vinder man heller aldrig. Det er en tilfreds ungdomschef, der ser en masse seje Sparta “unger” give den gas, hygge, heppe, grine, græde og ikke mindst have en fantastisk weekend med alle deres kammerater.

 

Et stor tak skal lyde til vores trænere og behandlere, der bruger en hel weekend fra morgen til aften i en atletikhal i nord Jylland langt væk fra deres familier – uden jer var dette ikke muligt. Så tak for jer – tak til alle de medrejsende forældre, der hepper og hjælper og forkæler trænerne med kaffe og fastelavnsboller.

 

Anden dagen af DMU fortsatte, hvor vi slap lørdag aften – masser af spændende dyster, flotte resultater og et par kiks og et enkelt styrt.

 

Rikke Andersen fik endelig ram på de 1,79 m i højdespring, der er arena rekord i Skive og kravet til U23 EM i Gävle til sommer – mens vores fabelagtige hurtige piger i P17 helt som forventet slog ny dansk U18 rekord på mesterskabernes allersidste distance 4×200 m. På holdet løb Marie Høgh Larsen, Sofie Spiegelhauer, Klara Loessl og Josephine Koch Jacobsen.

 

60 m hæk

Vilhelm Krüger og Tobias Jappe Bjerre var ude i et meget spændende opgør i D15, men desværre styrede Tobias over sidste hæk og dermed kunne Vilhelm vinde guld i ny PR 8,89 sek.

 

Guld blev det også til Nikolaj Grønbech i ny PR 8,57 sek. Han har nu forbedret sig 4/10 denne vinter og fik revanche fra sidste års styrt i finalen.

 

Oliver Chabert vandt helt som ventet 60 m hæk i en tid tæt på PR 8,22 sek. Christian Gundersen vandt her bronze i PR 8,74 sek.

 

Endnu en guld gik til Andreas Christoffersen, der i D19 satte PR med tiden 8,71 sek.

 

Altså guld i alle drenge hækkeløb!!!

 

Klara Loessl løb sig til endnu en bronze på 60 m, nu med hække og satte PR med tiden 8,78 sek. Bronze blev det også til Ida Beiter Bomme i aldersgruppen over, dog noget fra PR efter et kiks på 3. hæk.

 

Katrine Koch Jacobsen fik sølv i tiden 9,15 sek, mens Emilie R Hansen løb sig til bronze i tiden 9,59 sek.

 

200 m

Meget overraskende vandt Luis Maillet guld på 200 m med Vilhelm Krüger på 2. pladsen med 24,15 og 24,26 sek.

 

Helt som ventet vandt Emma Beiter Bomme også 200 m, mens det blev til sølv til Oliva Thorsgaard i aldersgruppen under Emma.

 

Marie Høgh Larsen satte endnu en PR og løb fra B-finalen sig til en sølv i tiden 25,53 sek. Jacob Hvorup løb sig også til sølv og PR med tiden 22,64 sek.

 

Andreas Christoffersen satte en kæmpe PR i D19 og løb sig til en flot bronze i tiden 23,70 sek.

 

1500 m

Dagens flotte 1500 m stod Linus Lindquist for, da han med en omgang tilbage sagde farvel og tak og gav de andre baghjul og vandt i tiden 4.10,71 min.

 

Mens dages store overraskelse kom i P19, hvor Laura Nørrung Poulsen debuterede på 1500 m på flotteste vis med at vinde i 4.35,79 sek. Til gengæld måtte William Devantier se sig spurt besejret i drengenes juniorgruppe og “nøjes” med sølv i 3.59,84 min.

 

Bronze medaljer var der til Sofia Thøgersen i P15 i tiden 4.54,55 og til Marie Falkebo i P17 i 4.51,67 min

 

Stangspring

Klara Loessl har tidligere på sæsonen klaret EYOF kravet på 3,80 m – i dag vandt hun på 3,70 m og forsøgte herefter på 3,91 (ny dansk U18 rekord) med et rigtig tæt forsøg i 2. spring.

 

Guld blev det også til Laura Grønbech i P22 med 3.50 m.

 

Betty Marie Ramsgaard åbnede ballet i stangspring med bronze og årsbedste på 2,70 m.

 

Højdespring

Som tidligere omtalt så sprang Rikke 1,79 m og det rakte selvfølgelig til guld – 18 cm højere end nr. 2

 

Josephine H Hansen var med til sit første DMU og det gjorde hun så fint med bronze på 1,50 m.

 

Længdespring

Vilhelm Krüger er helt suveræn i sin aldersgruppe og vandt sikkert med et spring på 6,32 m – lidt overraskende var det til gengæld, da Carl Johan Zachariae vandt bronze med et spring på 5,55 m (PR).

 

Bertram Costa og Nikolaj Grønbech sørgede for dobbelt sejr til Sparta, da Bertram vandt med 6,40 m og Nikolaj fik 6,33 m (=PR).

 

I D22 fik Kenneth Pedersen sølv med PR 6,85 m og bronze og PR til Nicolai Lind med 6,80 m.

 

Kuglestød

Tobias J Bjerre ramte ikke dagen i hæk og længde, men det gjorde han til gengæld i kugle, da han vandt med et stød på 13,93 m.

 

Nikolaj Grønbech og Oswald Carstensen sørgede for sølv og bronze i D17 – Nikolaj havde dog et meget langt stød over 16 m, som desværre var lettere overtrådt.

 

Mads Lund (14,21) og Casper Jørgensen (15,99) levede op til favoritværdigheden i de 2 ældste klasser uden dog at ramme den helt i dag. Sølv var der til Sebastian Larsen med 13,67 m og PR.

 

4×200 m stafet

Traditionen tro slutter DMU inde med stafetterne og her får vi altid en del medaljer med hjem og i år var ingen undtagelse. Vi har allerede hørt om U18 rekorden, men det var ikke eneste gruppe vi vandt guld i.

 

P19 og P22 løb sig også til sikre guldmedaljer med tiderne 1.44,73 (Ida Beiter Bomme, Louise Bach Moore, Maria Skov Kragh, Olivia Thorsggard) og 1,43,83 (Nicoline Skifter Andersen, Katrine Koch Jacobsen, Emilie R Hansen, Emma Beiter Bomme).

 

Vores P15 piger løb desværre ikke i heat med Ballerup og måtte se sig besejret, men nok til sølv i tiden 1.51,01 (Ingeborg Falck, Betty Marie Ramsgaard, Asta Ellermann-Kingombe, Emilie Voigt).

 

Hos drengene blev det til guld hos D15 og D22, mens D17 lidt overraskende tabte til KIF. D15 holdet bestod af Frederik T Sørensen, Luis Maillet, Tobias J Bjerre, Vilhelm Krüger, mens D22 holdet bestod af Oliver Chabert, Jacob Hvorup, Nicolai Lind og Christian Gundersen. D17 bestod af Bertram Costa, Nikolaj Grønbech, Mads R Vitoft og Dhruv Mehrotra.

 

Samlet medaljehøst: 32 guld – 23 sølv – 22 bronze

 

RESULTATER