Posted

Foto: FN Sportsfoto – Josephine Koch Jacobsen får overrakt Christian Birks talentprise af Lisa Brix

 

I forbindelse med årsfesten/præmiefesten i lørdag blev der uddelt 3 talentpriser.

 

Spartas ungdomsudvalg sætter stor pris på at Christian Birk og en anonym giver vil uddele disse 3 priser. Det betyder rigtig meget for Sparta og de unge.

 

Følgende priser blev uddelt:

 

Christian Birks talentpris til en dreng (2500 kr i støtte til træningslejr eller behandling):

Prisen uddeles for 4. gang og prisen gik i 2019 til Tazana Kamanga-Dyrbak. Tazana er en forholdsvis erfaren atlet og dog stadig kun 17 år. For et par år siden dukkede han op på kontoret sammen med sin far, der mente, at han var hurtig. Det har vi godt nok hørt mange gange før – men den her gang var den god nok. Han var sørme hurtig.

I 2018 blev han nr. 4 til U18 EM på 200 m og kvalificerede sig til Youth Olympic Games i Argentina, hvor det også blev til en flot 4. plads.

I år var der så Ungdoms OL i Baku (EYOF) på programmet og her han igen en 4. plads, men denne gang på 100 m og endelig løb han sig til en plads på præmieskamlen, da han løb sig til sølv på 200 m. Helt tilfreds var hen ikke selv, men vi andre var meget tilfredse med, at han kom på skamlen.

 

 

Christian Birks talentpris til en pige (2500 kr i støtte til træningslejr eller behandling):

Josephine Koch Jacobsen fik prisen for hendes store fremgang i mange øvelser – dog har hun gjort sig specielt bemærket i 2 øvelser. Vi vidste godt, at hun var hurtig og hurtigheden kom til udtryk, da hun først sprang en halv meter længere i længdespring (5,81 m) og så senere på sæsonen var det så 200 m, der fik et tryk nedad og den danske 16 års rekord blev forbedret af 2 omgange.

Mangekampen er ikke glemt og hun kvalificerede sig også til NM i mangekamp og træner stadig mangekamp. Men næste års mål må være U18 EM i Rieti ligesom hun er kommet med i forbundets stafetsatsning for U18 atleter.

 

Spartas talentpris (2500 kr i støtte til træningslejr eller behandling):

Prisen uddeles for 2. gang og prisen gik i 2019 til Tobias Jappe Bjerre. Tobias har haft en outstanding sæson og viser et alsidigt talent. Han er en meget seriøs med stort “S”. Han kommer altid til træning og stiller store krav til sig selv, og derfor skal han engang imellem lige mindes om, at han skal slappe af og nyde hans meget gode resultater.

Han ligger i toppen af hans aldersgruppe i alt han stiller op i fra sprint/hæk til spring og kast. Det lugter lidt af mangekamp. En rigtig god klubrekord blev slået i 9-kamp og han var ganske tæt på den danske rekord også i 9-kamp, der har stået siden 1994.

Endvidere var Tobias med på D15 holdet, der har slået indtil flere danske rekorder i 4×100 m og 1000 m stafet.

Når han endelig slapper af og ikke overtænker hans egne præstationer, er han en god holdkammerat, der hepper, spreder godt humør og uddeler peptalks til alle.