Posted

Kathrine Bebe har haft en fantastisk 2019 sæson, hvor hun blev dansk mester i diskoskast og kortvarigt havde den danske rekord.

Kathrine Bebe er ikke den diskoskaster i Sparta, som har kastet længest i 2019, men hun har alligevel haft en fantastisk sæson, som hun sætter stor pris på, og som har givet store forventninger til de kommende sæsoner.

”Min målsætning før sæsonen 2019 var at sætte dansk rekord, blive dansk mester og repræsentere Danmark ved EM for landshold. Jeg har opnået alle de ting, jeg havde sat næsen op efter, og generelt var det en meget stabil sæson med gode resultater hele vejen igennem,” siger Kathrine Bebe.

EM i sigte

Med et kast på 56.21 meter satte Kathrine Bebe dansk rekord den 29. juni, men det var faktisk ikke hendes længste kast i 2019. Den 30. august kastede hun 56.32 meter, men i mellemtiden havde hendes klubkammerat Lisa Brix kastet 57.11 meter, og dermed forbedret Bebes danske rekord. Netop de 57 meter har Bebe som et klart pejlemærke i næste sæson.

”Jeg vil til EM i Paris i 2020, og det kræver, at jeg kaster 57.00 meter, da kvalifikationskravet er blevet skærpet fra 56.00 meter til 57.00 meter.”

Bebe er ikke i tvivl om, at det er realistisk at kaste 57.00 meter, da hun har været længere ude end de 56.32 meter, som hendes personlige rekord lyder på.

” Det eneste jeg måske kunne have tænkt mig skulle være lidt bedre i 2019 sæsonen var, at jeg kunne præstere mine opvarmningskast i selve konkurrencer også, for så havde min personlige rekord været endnu bedre,” lyder det fra Kathrine Bebe, som desværre døjer lidt med rygproblemer i øjeblikket, som holder hende fra at træne 100% optimalt.

Det ændrer dog ikke på, at den realistiske målsætning for 2020 er deltagelse ved EM, mens drømmemålet er noget endnu større.

”En stor drøm kunne være OL i Tokyo, kvalifikationen er lavet lidt om, så nu kan man kvalificere sig på points. Det er lidt langt ude, men hvis alt flasker sig, og jeg er en smule heldig, så kan det faktisk lade sig gøre.”

Et forbillede

Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvorvidt det lykkes Kathrine Bebe at kvalificere sig til OL og EM, EM-kravet skal være klaret senest den 16.august, mens kvalifikationen til OL skal være i sikret senest den 29. juni, men når hun engang stopper karrieren, så er der faktisk også noget helt andet, hun håber at kunne kigge tilbage på.

” Jeg håber, at have været et forbillede for en masse unge og være med til at vise dem vejen og inspirere dem. Jeg har selv haft en masse at kunne se op til, eksempelvis Morten Jensen, Joachim B. Olsen og Rikke Rønholt, og jeg håber på, at jeg har kan være det samme for den nye generation, som de har været for mig, men jeg håber selvfølgelig også, at kunne have repræsenteret Danmark ved et individuelt internationalt senior mesterskab,” siger Kathrine Bebe.