Posted

Foto: FN Sportsfoto – Trippel sejr og flot comeback til Annika Haldbo, Karla Schärfe og Josephine Koch Jacobsen

 

Det blev en flot start på sæson 2020 for Sparta ungdom og specielt blev der lagt mærke til et par af de 16-17 årige.

 

Annika Haldbo og Sofus Lassen har været ude i 1,5 år med skader og begge vendte flot tilbage med PR til begge. Karla Schärfe var med i sommer men bare i højde og spyd – nu er hun tilbage for fuld udblæsning og sætter PR på stribe. Vilhelm Krüger blæste afsted på 60 m og 60 m hæk og satte PR i begge løb. Læs mere under aldersgruppen længere nede.

 

Sofia Thøgersen fortsætter, hvor hun slap i sidste sæson og løb rigtig stærkt på 1500 m og det jo på en bane uden de hævede sving.

 

Nedenfor følger lidt fra de forskellige aldersgrupper:

 

Piger 12 år:

Esther Falck hoppede sig til guld i længdespring med 4,50 m og sølv på 60 m hæk i tiden 11,52. Clara Vejlgaard satte PR i højdespring igen og vandt sølv med 1,43 m, mens Queen Riege vandt bronze i længdespring med et spring på 4,28 m.

 

Piger 13 år:

I den her aldersgruppe blev det til dobbelt guld til Freja Knudsen, da hun vandt 60 m i tiden 8,52 og længdespring med 4,83 m. Maja Voigt er tilbage efter næsten 2 år med vokseskader og vandt bronze på 60 m med 8,57 (8,41 i indl.). Amalie Sofie Nielsen vandt kugle med 12,38 m foran Maja, der satte PR på 10,46 m. Amalie vandt sølv på 60 m hæk i tiden 10,90 sek. og i længde med PR 4,79 m.

 

Piger 14-15 år:

Som skrevet ovenfor så blev det til en rigtig flot tid og sejr til Sofia Thøgersen på 1500 m i tiden 4.35,88 min. Det blev eneste guld i denne gruppe, men til gengæld blev det til masser af sølv. Aurora Thostrup løb sig til sølv på 200 m i tiden 27,54 sek, mens Kaisa Duedam Ventrup satte PR i hæk med 9,91 sek og Bolette Nimskov fik bronze i 9,96 sek.  Bronze var der også til Madeleine Rasmussen på 3000 m i tiden 11.51,44 min. Sølv og bronze var der til Emilie B Voigt i længdespring med 4,91 m og Kaisa med 4,87 m. Ingrid Gram Jensen vandt sølv i kuglestød med 10,42 m.

 

Foto: FN Sportsfoto – Sofia Thøgersen i ensom majestæt og helt suveræn på 1500 m

 

Piger 16-17 år:

Som tidligere skrevet så var der stor Sparta dominans i denne aldersgruppe og dejligt comeback til Annika Haldbo og Karla Schärfe. Første guld gik dog til Josephine Koch Jacobsen på 60 m med tangering af PR på 7,92 her vandt Annika sølv med 8,04 (8,03 i indl.). Elisabeth Rønnstad vandt dobbelt guld, da hun først vandt 800 m i tiden 2.27,86 og så 1500 m i 5.19,48 min. Annika løb en rigtig flot 60 m hæk og vandt i tiden 8,76 sek foran Karla der løb 8,94 sek og Josephine bronze i 9,37. Karla vandt til gengæld guld i højdespring med flotte 1,73 m og meget meget tæt på 1,76 m (U18 EM krav) og så blev det til PR i længde og guld med 5,47 m. Josephine sprang sig så til sølv i længde med 5,44 m. Sidste guld i denne gruppe vandt Betty Marie Ramsgaard i stang med 2,80 m.

 

Piger 18-19 år:

Desværre ikke mange deltagere i denne gruppe men i kugle blev det til trippel til Sparta med Amalie Pfeiffer øverst med 11,58 m foran Ida Beiter Bomme med 11,12 og Ellen Lawaetz med 10,41 m. Ida var alene i hæk og vandt jo selvklart og vandt guld i længde foran Victoria Lendal. Sara Olsen vandt guld i højde med 1,51 m. Victoria vandt bronze på 60 m i tiden 8,20 sek.

 

Drenge 12 år:

Vi har nogle stærke drenge i den her gruppe og vi lagde ud med dobbelt sejr på 60 m til Oliver S Elklint i 8,79 foran Oliver Mikkelsen i 8,97 sek. William Thøgersen vandt dobbelt guld, da han vandt 600 m i 1.50,50 og 1000 m i 3.11,63 her fulgte William Buck trop med sølv i 3.35,07, mens Oliver M vandt bronze på 600 m i 1.57,30. 60 m hæk gav sølv til Johan Dahl Kokkegård i 11,20 og bronze til Oliver E i  11,68, mens Johan vandt ret sikkert højdespring i 1,39 foran Oliver M i 1,30 m. I længde byttede de så lidt rundt, da Oliver M vandt med 4,72 m og Johan vandt bronze med 4,42 m. Der var bare 22 cm mellem nr 1 og 3 i kugle, hvor Oliver M vandt sølv med 7,73 og Johan vandt bronze med 7,55 m.

 

Drenge 13 år:

Anders Silleborg vandt dobbelt guld på 600 m i tiden 1.46,07 og på 1000 m i 3.09,03 og på 1000 m spurtede Mads Vincentsen sig til bronze i 3.13,25 min. Thor Knudsen vandt guld i længdespring med 5,01 m og sølv på 60 m hæk i tiden 10,17 sek. Sølv blev det også til Nikolaj Krüger i kugle med 10,45 m.

 

Drenge 14-15 år:

Hakeem Ali er tilbage efter pause fra atletik og vandt 200 m i tiden 24,37 sek. Her blev det til bronze til Anyel Weis i 25,39. Christopher Strandgaard vandt bronze på 1500 m i tiden 4.38,75 min, mens han vandt guld på 3000 m i tiden 10.11,61 min foran William Hvass i 10.21,15 min. Eli Riege vandt sølv i højdespring med 1,55 m, mens Hakeem vandt sølv i længde med 5,65 m.

 

Drenge 16-17 år:

60 m blev en flot øvelse til Øst, hvor Vilhelm Krüger vandt i 7,10 sek foran Frederik T Sørensen i 7,29 (7,26 i indl.) Det var PR til begge. Vilhelm vandt også 60 m hæk i PR 8,36 sek. og længde med 6,58 m foran Carl Johan Zacharia med 6,41 m. Martin N Thomsen vandt bronze på 1500 m i tiden 4.42,10 min., mens det blev til sølv på 3000 m i tiden 10.19,65 min. Guld var der også til Wilhelm Kopp i højde med 1,82 m. Theodor Hennecke vandt guld i kugle med 11,74 m. Desuden satte Sofus Lassen PR på 60 m med 7,35 efter 1,5 år med skade.

 

Foto: FN Sportsfoto – Vilhelm Krüger var flyvende på 60 m og 60 m hæk med guld i begge øvelser

 

 

Drenge 18-19 år:

5 guld ud af 6 mulige blev det til i denne gruppe. Bertram Costa vandt 60 m og stangspring med 7,21 og 4,00 m. Andreas Christoffersen vandt 60 m hæk i 8,60 foran Nikolaj Grønbech med 8,73 sek. Andreas fik bronze på 60 m i tiden 7,34 sek. Magnus Elsted vandt højde med 1,80 m. Jonathan Thulstrup vandt sølv i stang med 3,60 m, mens Magnus vandt bronze i længde med 5,80 m. Til sidst var der PR og sølv til Grønbech i kugle med 14,10 m.

 

Samlet vandt Sparta 35 guld – 30 sølv – 18 bronze

 

Set fra tilskuerrækkerne så var det som om, at der var færre deltagere end der plejer at være. Hvorfor kommer de andre ikke? Specielt i de ældre grupper er der tomt og mange, der ikke møder til start. Der var 26 piger tilmeldt i længdespring for 14-15 årige piger, 9 i 16-17 år og 4 i 18-19 år!!! Det er noget af et frafald og rigtig øv at se på – hvad kan vi gøre for at frafaldet ikke er så stort?

 

 

RESULTATER