Posted

Foto: Gunner Sørensen – Sofia Thøgersen på vej mod ny dansk 15 års rekord

 

Det er vist ved at være tid til at fortælle lidt om, hvordan det gik til DMU inde i Skive – altså ud over det helt ekstraordinære, som allerede er beskrevet her på siden.

 

Der er findes 4 aldersgrupper til DMU: 14-15 år, 16-17 år, 18-19 år og 20-22 år.

 

Den her nyhed er om vores 14-15 årige der deltog i weekenden.

 

Piger

Årgangens store profil er Sofia Thøgersen, der lagde ud med at sætte dansk 15 års rekord på 3000 m i tiden 9.54,75 min – den tid blev søndag fulgt op med en tid på 1500 m, der var meget tæt på ny dansk rekord. Sofias tid blev 4.34,78, hvilket er ny PR og under kravet til sommerens U18 EM, som hun dog stadig er for ung til. Sofia løb også med på den afsluttende 4×200 m stafet, der efter diskvalifikation af Randers kvartet, sikrede sig guld også i den øvelse.

 

Emilie Voigt lagde godt ud i længdespring med at sætte PR hele 3 gange. Det endte med at blive en tæt konkurrence med de 3 første indenfor 3 cm. Emilie sprang 5.25 m og vandt en bronze.

 

 

Foto: Gunner Sørensen – Emilie Voigt sætter PR med 5.25 m

 

I kuglestød kom 2 Sparta piger på skamlen, da Ingrid Gram Jensen stødte 11,12 m (PR) og vandt sølv, mens Lund Frid Hanberg stødte 10,84 m og vandt bronze.

 

I 60 m hæk fik vi 2 piger med i finalen efter PR til Aurora Suarez Alvarez Thostrup i 9,95 sek (første gang under 10 sek) og så Kaisa Duedam Ventrup i 10.00.

 

4×200 m stafetten vandt som skrevet ovenfor guld og med på holdet var Emilie Voigt, Aurora Suarez Alvarez Thostrup, Pil Nedergaard og Sofia Thøgersen.

 

Drenge

Eneste guldmedalje i den her gruppe blev egentlig vundet af stafetholdet, men de blev desværre efterfølgende diskvalificeret for at træde på stregen. Super ærgerligt for drengene – men sådan er reglerne.

 

En af de store overraskelser stod Christopher Strandgaard for, da han løb sig til sølv på 3000 m i tiden 9.48,02 (PR med 23 sek.). En anden overraskelse kom på 1500 m, hvor Gustav Herold også løb sig til sølv i tiden 4.28,73 (PR med 14 sek.)

 

På 60 m løb Hakeem Ali og Anyel Weis sig i finalen. Anyel tangerede sin PR. Anyel satte også PR i kuglestød med 11,30 m.

 

Hakeem sprang sig til sølv i længdespring med 5,74 m – der var bare 4 cm mellem nr. 2 og 5 (Anyel blev nr. 5 i 5,70 m).

 

 

Foto: Gunner Sørensen – Hakeem Ali springer sig til sølv i længde

 

Medaljer totalt denne gruppe:

3 guld – 5 sølv – 1 bronze