Posted

Foto: Christian Jørn, Dansk Atletik

 

Selvom favoritrollen ikke lå entydigt hos Sparta, lykkedes det efter en stærk indsats alligevel Sparta at vinde dobbeltguld ved søndagens DM hold i Aarhus.

 

Da man forud for weekenden regnede på Spartas chancer ved søndagens DM hold (tidligere år kaldet DT-finale), pegede den forventede pointfordeling ikke på Sparta som entydige favoritter. Baseret på årsbedste resultater så det ud til, at kvinderne ville tabe knebent til Aarhus 1900, mens vores mænd ville vinde en kneben sejr.

“På papiret var pigerne 11 point bagud, mens drengene var 5 point foran. På papiret… ” forklarer cheftræner Carsten Bomme.

At favoritrollen ikke lå hos Sparta skyldtes en blanding af flere omstændigheder, herunder skader, et ændret pointsystem samt et Aarhus 1900-hold, der står stærkt i år.

Derfor var der både glæde og overraskelse, da Sparta efter en tæt dyst med sølvvinderne Aarhus 1900 alligevel formåede at hive holdsejren hjem for både kvinderne og mændene. Glæden og lettelsen var også stor hos atletikchef Charlotte Beiter Bomme, der efter sejren kunne konstatere, at “så vandt vi sgu alligevel – puha, det var hårdt!”

Ikke endelig afgjort før sidste øvelse

Champagnen var altså ikke lagt på køl. Derfor var det vigtigt, at alle gik ud og kæmpede “en vis del ud af bukserne,” fortæller Charlotte Beiter Bomme og konstaterer, at det må man sige, at de gjorde.

“Jeg er mega stolt af vores atleter og trænere. Ingen præsterede under standard. Det var mega spændende at ligge så tæt med Aarhus 1900 hele vejen – det er noget, vi ikke har prøvet i mange år. Reelt blev det først afgjort i sidste øvelse, som var 4 x 400 m stafet, hvor kvinderne som minimum skulle løbe en andenplads hjem. Det satte de så selv på plads ved at vinde helt overlegent på stafetten. Mændene rykkede til gengæld tidligt fra Aarhus 1900, og til sidst var der altså ikke spænding om udfaldet der,” lyder vurderingen fra Charlotte.

 

23 år med dobbeltsejr og farvel til gammel klubrekord

Dobbeltsejren var fortsættelsen af en årelang tradition for Sparta.

Det var således 23. år i træk, at Sparta vandt holdguld hos både kvinderne og mændene. At sejren ikke på forhånd er givet, og der virkelig skal kæmpes for den, gør selvfølgelig sejren endnu sødere.

 

31 år gammel rekord faldt

Ikke nok med, at den overordnede sejr kom i hus på Ceres Stadion i Aarhus. Ved samme lejlighed faldt nemlig også en af Spartas ældste klubrekorder, da mændenes 4 x 100 m-stafethold slog den 31 år gamle klubrekord på denne distance.

Siden 1989 har Christian Trajkovski, Henrik Paulsen, Stig Mølsted og Lars Pedersen kunnet bryste sig af at være indehavere af både Spartas klubrekord og danmarksrekorden på 4 x 100 m stafet med tiden 40.42 sek. Men søndag stod Sebastian Pedersen, Frederik Schou, Emil Frænde og Tazana Kamanga-Dyrbak altså for at slette klubrekorden, da de løb i tiden 40.36 sek.

Aarhus 1900 tog danmarksrekorden på distancen med tiden 40.24 sek, og dermed kom altså både Aarhus 1900 og Sparta under den tidligere danske rekord.

 

2 x U23-rekorder

Med hjem fra Aarhus tog Sparta desuden også to U23-rekorder, nemlig på mændenes 4 x 400 meter stafet med tiden 3:16,03 min og kvindernes 4 x 100 meter stafet med tiden 46.61 sek.

Disse rekorder kunne slettes, idet alle på holdene var under 23 år. Holdene blev udgjort af:

4 x 400 m stafet: Gustav Lundholm Nielsen, Jakob Hvorup, Tobias G. Larsen og Christian Gundersen

4 x 100 m stafet: Marie Høgh Larsen, Anne Sofie Kirkegaard, Emma Beiter Bomme og Cecilie Gedsø Færge

 

Her kan du se den samlede medalje- og pointfordeling for top 3:

Pointfordelingen hos mænd:

1. Sparta Atletik og Løb – 132 point
2. Aarhus 1900 – 111 point
3. Aalborg AM – 98 point

Pointfordelingen hos kvinderne:

1. Sparta Atletik og Løb – 136 point
2. Aarhus 1900 – 130 point
3. KIF Atletik – 84 point

Alle resultater fra DM hold kan ses her

Foto: Christian Jørn, Dansk Atletik

 

Foto: Christian Jørn, Dansk Atletik