Posted

Foto: De vindende mænd holder god corona-afstand til holdfotoet.

 

Lørdag blev første runde af dette års Vinterturnering afviklet i Odense på en aldeles fremragende og reel crossrute på græs. Trods en masse restriktioner grundet Corona, forløb arrangementet rigtig godt.

Endnu bedre gik det med resultaterne for Sparta. Hos Junior pigerne var Emma Kiplagat Kondrup repræsenteret og løb sig ind på en fin 2. plads.

 

Hos dame Senior var der lagt op til endnu en dyst mellem Sparta og AGF, hvor Sparta har vundet turneringen de seneste 2 år. Denne gang trak Sparta også det længste strå og tog en sikker sejr med Simone Glad, Stine Muldbak Andersen og Kathrine Højgaard Hansen på holdet. Individuelt vandt Alberte Kjær fra AGF, mens Simone blev bedst placerede spartaner på en 3. plads.

 

Hos herrerne har AGF til gengæld haft taget på Sparta de senere år, men i dag ville Sparta det anderledes. En stærkt løbende Asbjørn Eller Skaarup på en 5. plads tog sammen med Xhuliano Manko og Richard Dion Jensen holdsejren i dag foran netop AGF med 1 sølle point og kunne dermed fuldende en dobbeltsejr til Sparta!

 

Holdleder, Kent Nørmark