For et år siden virkede deltagelse ved EM ikke realistisk for Thea Haahr, men efter et fantastisk 2019 så er det ikke længere en urealistisk drøm, hun har for 2020.

 

I øjeblikket ser man ikke Thea Haarh i Sparta i det daglige, da hun er bosat i Trondheim i Norge, hvor hun læser på universitetet. Hun har ellers været en del af dagligdagen i Sparta igennem mange år.

”Jeg startede til atletik, da jeg var 11 år gammel. Som ungdomsatlet lavede jeg flere forskellige af atletikkens discipliner, bl.a. 800m, 400m hæk og længdespring. Da jeg fik Michael (nuværende træner) som træner, begyndte jeg at træne mangekamp. Da jeg var 19 år, besluttede vi at satse primært på 100m hæk, da det klart var denne, jeg gjorde mig bedst i,” siger Thea.

 

Flere ambitioner

Hun var dog alligevel længe om at få det helt store nationale gennembrud, som for alvor kom i sommeren 2019, hvor hun flere gange slog Mette Graversgaard, der har den danske rekord på 100m hæk.

”Min største oplevelse vil jeg have lov til at kalde ”sommeren 2019”. Det var sommeren, hvor jeg for første gang løb under 14 sekunder på 100m hæk, og samtidig skrev jeg mig ind i den danske atletikhistorie som en af de hurtigste kvindelige hækkeløbere nogensinde,” siger Thea, der dog langt fra har stillet sig tilfreds med det hun har opnået i 2019.

”Først og fremmest vil jeg gerne løbe hurtigere. I mit sigte er der den danske rekord på 100m hæk, der lyder på 13,39 sek. samt Spartas klubrekord på samme distance, der lyder på 13,30 sek, der samtidig er kravet til sommerens EM i Paris, som vil være en stor drøm for mig,” siger hun.

Man kommer selvfølgelig ikke op i den absolutte nationale elite uden at træne, og Thea bruger cirka 20 timer om ugen på at træne.

”Min træning består ikke kun af den tid, jeg bruger på banen eller i styrkelokalet. Den består også af den tid, jeg bruger på at forberede mig mentalt på et træningspas, samt tiden jeg bruger på aktiv restitution og afspænding. Alt i alt fylder træning nok omkring 20 timer om ugen, og mit klare favorittræningspas er klart, hvor jeg arbejder med hækteknik, men jeg er med tiden begyndt at holde meget af mine styrke- og power træningspas.”

 

Tre hurtige til Thea

  1. Hvis du skulle dyrke en anden atletik disciplin hvilke skulle det så være?

    Hvis ikke jeg havde valgt at fokuserer på 100m hæk distancen, så forestiller jeg mig, at jeg havde fortsat med at springe længde- og trespring og løbe 400m hæk. Helt utænkeligt ville det heller ikke være, at jeg havde valgt at træne op til at løbe halv eller hel maraton.

  2. Hvem er dit forbillede indenfor atletikken?

    Jeg har aldrig haft et forbillede eller et idol. Men jeg elsker at blive inspireret og motiveret af andre til at gøre mit bedste som atlet, og jeg håber selv, at min træningshistorie kan være med til at motivere og inspirere andre.

  3. Hvad laver du ved siden af atletikken?

    Jeg bor i øjeblikket i Norge, hvor jeg studerer på universitetet i Trondheim. Tiden mellem træning og studie bruger jeg gerne på at følge med i diverse serier på Netflix og selvfølgelig på at lave en masse fis og ballade!

 

Info om Thea Haarh  

Fødselsdato: 21.09.91

Disciplin: 100m hæk

PR: 13,51 sek.